Hvordan skriver du et godt brief?

Når du skal igang med en filmproduktion, så start med at lave et grundigt brief, der klæder os bedst muligt på til at løse opgaven. Et godt brief er med til at inspirere, afgrænse og forventningsafstemme, sikrer at vi forstår opgaven og at du får mest ud af dit budget.

Afsender
Hvem er du og din virksomhed/organisation? Hvad er jeres raison d’être? Hvor er I og hvor er i på vej hen? Hvilke udfordringer har I? Hvordan adskiller I jer fra andre i jeres branche?

Målsætning
Hvorfor har du brug for denne film? Hvilken forskel skal denne filmproduktion gøre for jer? Hvad er den vigtigste ting du gerne vil have målgruppen til at gøre når de har set filmen?
Hvad er målet med filmproduktionen? Salg? Awareness?

Roller / Stakeholders
Hvilken rolle spiller du? Hvem skal godkende projektets dele?
Er der andre på dit team vi kommer til at samarbejde direkte med? Hvilken beslutningskraft har de?

Budskab
Hvad er hovedbudskaberne? Er der mere end 3 bør vi måske lave flere film.
Hvad er argumenterne for de budskaber?
Yderligere info som skal formidles eller features der skal vises?
Prioriter alt det materiale som du tænker skal formidles i nogle bullets.

Målgruppe
Hvem snakker vi primært til? (Branche, stilling, alder, køn, indkomstniveau, smag, livsstil etc)
Hvad tænker de om din organisation/produkt/service? Hvorfor? Nogen misforståelser?
Hvad går de op i?
Er vi nødt til at tale til flere målgrupper samtidig, så prioriter dem.

Krav-Specifikationer vs kreativ frihed
Hvilke ting er I ikke interesseret i modspil på? Indenfor hvilke rammer er I åbne for modspil og kreativ frihed?
Hvad vi siger, hvem vi siger det til og hvorfor vi siger det er ofte jeres bord. Hvordan vi siger det, er ofte der hvor vi kan tilbyde noget modspil der giver et bedre resultat.
Er der konkrete tekniske eller formelle krav der er defineret på forhånd? Fil-format? Varighed? Sprog? Hvorfor?

Tone of voice
Er der en allerede etableret tone of voice som filmproduktionen skal passe ind i?
Er filmproduktionen en del af en allerede eksisterende kampagne?
Er der allerede eksisterende materiale (optagelser, grafik, lyd etc) som kan eller skal være en del af produktionen? Hvad er jeres umiddelbare tanker om valg af stil (visuelt/sprog/humor etc).

Platforme/Kanaler
Hvor skal filmproduktionen bruges og vises? Er der en finansieret kampagne, hvor? Hvor er målgruppen i deres rejse på det tidspunkt hvor de møder filmen?

Referencer
Er der eksisterende filmproduktioner som vi skal kende til? Enten til inspiration, eller skræk og advarsel? Fra jeres konkurrenter, jer selv, eller helt andre brancher?

Deadline
Hvornår vil I gerne have det færdigt? Hvornår SKAL det være færdigt? Hvorfor?

Budget
Hvilken slags midler er der til rådighed? Nyttigt med en omtrentlig indikation for at vælge en passende approach.